God Start på Familielivet
Flere sårbare familier får hjælp til at håndtere misbrug, psykisk sygdom og vold
Regionsrådet i Region Hovedstaden har besluttet at videreføre det gode arbejde i Amager og Hvidovre Hospitals Familieambulatorie i 2025, som Østifterne har støttet siden 2019 i samarbejde med Mary Fonden, Dialog mod vold og Dansk Center for Mindfulness. Familieambulatoriets tilbud om hjælp til gravide og familier med særlige behov gennem graviditet og fødsel har vist gode resultater og vi er stolte af at se det gode arbejde fortsætte.
Tilbuddet omfatter hjælp til gravide og deres partnere, som er udfordret med blandt andet misbrug, psykisk sygdom og vold. Med tidlige indsatser allerede under graviditeten kan familieambulatoriet hjælpe familien, så barnet bliver født ind i de bedst mulige vilkår. Med udvidelsen er håbet, at tilbuddet kan komme endnu flere familier til gode.
Udvidelsen af tilbuddet er en videreførelse af Østifternes strukturelle indsats God Start på Familielivet på Amager og Hvidovre Hospitals Familieambulatorie.
Region Hovedstaden beskriver i en pressemeddelelse videreførelsen således:
"Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital har med stor succes udviklet indsatsen 'God start på Familielivet' i partnerskab med Østifterne, Mary Fonden, Dansk Center for Mindfulness Aarhus Universitet og Dialog mod Vold. God start på Familielivet hjælper gravide og nybagte forældre i sårbare situationer under gravitets-, fødsels- og barselsforløbet med at forberede sig på livet som familie.
Indsatsen har kørt i nu fem år i Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital, og med blandt andet de ekstra varige midler fra næste års budgetaftale kan Familieambulatoriets jordemødre, læger, socialrådgivere, sundhedsplejersker og psykologer hjælpe flere familier og kommende forældre med særlige behov gennem graviditet og fødsel og barsel.
Med de ekstra penge kan Familieambulatoriet fortsætte indsatserne fra God Start på Familielivet. Pengene bidrager blandt andet til etablering af et regionalt kompetencecenter, hvorigennem Familieambulatoriet stiller deres viden og kompetencer til rådighed for regionens øvrige hospitaler og fødeafdelinger, så indsatserne kan komme alle sårbare gravide til gode. Det regionale kompetencecenter støtter op om Region Hovedstadens fokus på at tilbyde en hurtig og forebyggende indsats til alle regionens kommende forældre, uanset hvor i regionen de er bosat."